Guder

Vil du vide mere om guderne hvis krig lægger navn til serien? Så læs med her

Der findes mange guder i fantasyserien Gudernes krig. De repræsenterer forskellige dele af virkeligheden, og der findes langt flere guder end de der tilbedes af dødelige, og gennem tiderne er mange guder blevet skabt og glemt igen. De mest centrale for konflikten er beskrevet her.

Guderne

Haia er gudinde for månen, og søster til solgudinden Zadaè. Haia ses ofte som mystisk, romantisk og magisk, og hun er den primære guddom i Serelia. Akkurat som månen er Haia både et smukt lys og et uhyggeligt mørke. Folk beder til hende for beskyttelse i natten og værn mod mareridt, og hun symboliseres med sølv, månesten og farven hvid. Tallet ni bliver ofte anvendt i tilbedelsen af hende.
Haia vier sig til de af sine tilbedere der har vist sig værdige, og ægteskabet til gudinden er lige så gældende som et ægteskab mellem dødelige.

Cairon er gud for krig i alle dens former. Taktik, drab, kamplyst … For dem der ofrer deres eget liv i kamp for at beskytte andre, og for dem der vil give alt for deres egen overlevelse. Han er både angriber og beskytter, og tilbedes af soldater, deres familier der ønsker dem sikkert hjem, såvel som folk der frygter et angreb. Cairon er stærkest i Goreth, og var blandt de første af guderne der formåede at betræde de dødeliges plan i en avatar.
Cairon dannede engang par med solgudinden Zadaè, og sammen har de skabt Se’thel. Det siges dog at Cairon dræbte deres søn, og siden da har Cairon og Zadaè ligget i krig.

Zadaè er gudinde for ild og varme, og tilbedes i Oshikals røde ørken. Det siges at solen er Zadaès øje der våger over de dødelige. Hun repræsenterer både ild som livsgnisten og den styrkende varme, samt den ødelæggende brand og smerten i flammerne. Hendes præster og dedikerede tilbedere beviser deres gudindes gunst ved at håndtere ild og glødende kul uden at blive brændt af flammerne. Hun symboliseres af guld og den perfekte cirkel.
Zadaè er en krigerisk gudinde, søster til den kølige Haia. Sammen med Cairon skabte hun Se’thel, der siges at være død.
Modsat sin søster vier Zadaè sig kun til én dødelig ad gangen: sin ypperstepræstinde. Det er tradition i Oshikal at landets prins gifter sig med ypperstepræstinden, og på den måde er Zadaè symbolsk dronning i Oshikal.

Se’thel er skabt af ild og krig – Zadaè og Cairon. Han er gud for den magi der danner sig i våben efterhånden som det samler erfaring til sig. Ilden i sværdet efter essen og blodet. Ingen ved helt hvordan det fungerede, og da al magi forsvandt fra våben for over tredive år siden, begyndte rygterne om at Se’thel havde vendt de dødelige ryggen, eller simpelthen var død. Med tiden accepterede folk forklaringen at Cairon havde knust Se’thel i den lurende krig på gudernes plan.
Se’thel er vintergudinden Jupués mage, og tidligere sagde man at forårets varme var Se’thel der formildede Jupué og dæmpede vinterens bidende frost med den ild han havde arvet fra solgudinden.
Se’thel symboliseres af to krydsede klinger, af og til blot et kryds, og ofte i sammenhæng med en cirkel for at symbolisere relationen til solen og Zadaè. Han var førhen tilbedt i det meste af verden.

Jupué er gudinde for liv i kulden, og kaldes også Vintergudinden. Hendes domæne er Vaarbjergene hvor der ligger evig sne, men hun tilbedes af mange rejsende om vinteren, i håb om beskyttelse mod kulden. Hun er en temperamentsfuld gudinde, og er ikke sen til at lade en snestorm eller lavine ramme dem der har glemt eller spottet hende.
Jupué udspringer af vandgudinden Nandri, og har dannet par med Se’thel. Siden han forsvandt har vintrene været koldere og længere end ellers.

Theledhalas er gud for skov og vild natur, og kandes også Den frie jæger. Han var engang blandt de mest udbredte guder, men tilbedes nu stort set kun af elverne i Sannerskoven. Han symboliserer naturens gang, og liv der dør for at give plads til nyt liv. Han er en vild og uforudsigelig gud, hverken kærlig eller grusom. Han har meget lidt med de andre guder at gøre, og vælger sjældent side i en konflikt. Livets slange er et af hans symboler, og det siges at han af og til betræder de dødeliges plan i form af to identiske dyr.

Yukais er chancegudinden, og den mest omskiftelige af alle guder. Hun repræsenterer held, tilfældighed og uforudsigelighed, og symboliseres ofte med modsætninger, for eksempel to farver mod hinanden, eller mønter der kan lande på den ene eller anden side.
Yukais tilbedes i mange dele af verden. Folk beder til hende når de har brug for held, og mange tror fejlagtigt at hun bestemmer over skæbnen. Hun siges at have et ømt punkt for umulig kærlighed, og har fået mange unge elskende til at løbe bort sammen i hendes navn. Særligt udbredt er hun dog i Devo, hvor hendes omskiftelighed er inspiration for mange kunstnere og magikere der uddanner sig i Javis universiteter.
Gamle statuer af Yukais viser hende ofte som mand, og selvom hun er den guddom der er afbilledet oftest, er kunstnerne sjældent enige om hvordan hun ser ud. Alle er dog enige om at hun har en tæt forbindelse til Den gamle drage.

Den Gamle Drage siges at være alle dragers forfader, og da dragerne blev udryddet i den sidste krig blandt guderne forsvandt drageguden. Det siges at han ligger i dvale under Dragebjergene, og når han vågner vil dragerne genopstå. Der vides ikke meget om ham, udover at chancegudinden Yukais elsker ham højt.