Inspiration

Hvor fÃ¥r en forfatter inspiration til sine bøger? Det mest rigtige (og rimeligt intetsigende) svar er ‘alle steder’. Inspiration kan være fra andre fortællinger, fra musik, en drøm, et maleri, en samtale, nyhederne, en hat i et butiksvindue og alt muligt andet.

Men jeg vil gerne fortælle hvor jeg finder inspiration. Hvad der påvirker min skrivning, og giver energi til nye historier.

Andre bøger

Jeg læste meget som barn. Rigtig meget. Jeg faldt hurtigt over fantasy-genren, og som en god eventyrer, fandt jeg masser af skatte dér. Min debut-bog, Gudernes krig 1: Gudindens avatar, er er fyldt med alle de ting jeg elsker ved fantasy, og som jeg simpelthen var nødt til at bruge. Magi, en fremmed verden med guder og legender, modige helte, drabelige konflikter, godt og ondt der bliver sat spørgsmålstegn ved eller vendt på hovedet. Og naturligvis en god portion humor, action, drama, kærlighed og karakterudvikling.

Rollespil

Jeg har spillet rollespil i mange år, både klassisk pen and paper og online på diverse rollespils-fora. Jeg har fået mange af mine venner gennem vores fælles interesse for rollespil, og arbejdet med karakterer i rollespil har været en fantastisk måde at lære hvordan man opbygger spændende hovedpersoner med flere lag og troværdige baggrundshistorier.

Computerspil

Jeg har spillet computerspil lige sÃ¥ længe som jeg har læst bøger, og de har ofte lignet hinanden. Fantasy med spændende historier. I computerspil har der dog været elementet af medbestemmelse i handlingen, og jeg har ofte spillet det samme spil igennem med forskellige karakterer i mit hoved, og nydt de forskellige historier det giver, pÃ¥ trods af at hovedplottet er det samme. Derudover er computerspil en fantastisk inspirationskilde til æstetik og stemning – og et studie i urealistiske borge med vanvittigt layout!

Virkelighedens magi

Jeg elsker magi, og jeg er enormt skeptisk af natur. Jeg tror ikke på spøgelser, forbandelser, stjernetegn eller andre overnaturlige ting i vores verden. Men jeg er draget af det. Jeg har nok et håb om at det ER sandt, og jeg elsker mystikken og tanken om de mange lag der kunne være i vores virkelighed, hvis der fandtes bare lidt af alt det åndelige vi går og spekulerer på. Jeg har skrevet opgaver i skolen ombåde krystaller og dødsvarsler, og jeg har nok svært ved IKKE at tillægge naturen en form for magi.

Læsning

Den allerbedste form for inspiration er dog at læse. Når jeg endelig tager mig tid til at læse, oplever jeg ofte at blive fyldt med lyst til at skrive. Det er som om jeg har et bæger inden i, der bliver fyldt med ord mens jeg læser, og lige pludselig flyder det over, og så vælter ordene ud helt af sig selv.