Du sætter dig ved tasterne. Der er ro omkring dig. Du har hele dagen fri. Du er så klar! NU skal du endelig skrive! Men fem timer senere er der stadig nul ord på siden. Til gengæld har du et rent køkken og dit vasketøj er ordnet …
Mange af os kender det. Vi drømmer om at skrive en bog, men det bliver ved drømmen. Hvad end det er mangel på tid, lyst eller idéer, så kan det være uoverkommeligt at komme i gang. Og når vi så endelig tager os sammen, er der den tomme, hvide side, der langsomt suger motivationen ud af din sjæl.
Det tog mig mange år at skrive min første bog, Gudindens avatar. Jeg startede med en idé, jeg fik styr på mit plot, og jeg lavede en detaljeret oversigt over indholdet af hvert kapitel. Alt det tog tid, men selv da jeg havde styr på hvad jeg ville skrive, kom der stadig ingen ord. Jeg havde lyst til at skrive, jeg drømte om det på vej til arbejde, i frokostpausen, til familiemiddage hvor folk interesseret spurgte ind til den der forfatterdrøm jeg jo havde snakket om siden jeg var barn.
Og når jeg så sad derhjemme om aftenen, opvasken var taget, manden gik en aftentur med hunden … så tændte jeg computeren og kom til at klikke på ’The Sims’ i stedet for ’fantasyroman.docx’ … Ups.
Historien om forfatterdrømmen kunne stoppe her. Det gør den desværre for mange. Men jeg skrev en bog. Jeg overvandt overspringshandlingerne. Og lige nu er jeg ved at planlægge fjerde bind i min fantasyserie, Gudernes krig, der udkommer hos Tellerup.
Her er hvad jeg gjorde. Hvad jeg stadig gør, når jeg skal sparke mig selv i gang.
1. Lav delmål
Du har sikkert hørt det før, og det er der en grund til. Det er effektivt! Hvis du sætter dig til tasterne for at skrive din roman færdig, virker opgaven uoverkommelig. Men hvis du sætter dig for at skrive den næste linje, er du jo nærmest færdig før du har sat dig ordentligt til rette, og du kan jo også liiige skrive den næste. Og en til … Du starter med følelsen af succes, og før du ved af det har du skrevet en side. Den næste scene. Et helt kapitel! Og for hver dag du gør dét, er din bog et skridt nærmere slutningen …
2. Tag dig tid
Ville du skrive mere hvis bare du havde tiden til det? Så tag dig tid! Afsæt en halv time efter børnene er puttet. Stå op en time før du plejer. Skriv onsdag eftermiddag mens kæresten er til yoga. Hvad der end virker for dig. Det vigtige er at du planlægger din skrivetid, akkurat som du ville planlægge at gå til svømning, spejder og italiensk.
3. Lidt har også ret
Vi bruger alle en masse spildtid i vores hverdag. Tid, der kan bruges på at skrive. Sørg for at have en notesblok og kuglepen med dig i lommen, eller brug note-appen på din telefon. Du vil blive overrasket over hvor meget du kan nå at skrive i venteværelset hos lægen eller mens du sidder i toget.
4. Skriv nu, ret senere!
Lad være med at brug en halv time på at overveje den perfekte formulering. Ignorer tastefejl. Lige nu skriver du! Bank nogle ord på papiret og gem rettelserne til en anden gang. Jeg har en aftale med mig selv om at jeg ikke må rette før jeg har skrevet bogen færdig. Andre forfattere starter skrivesessionen med at rette det de skrev sidst, fordi det hjælper dem i gang med at skrive videre. Find ud af hvad der virker for dig, men lad være med at bremse dig selv fordi du ikke kan komme i tanker om det perfekte ord lige nu, eller fordi du mangler et navn til din hovedpersons fætter. Kald ham AAA og kom videre.
5. Skrivesprint
Hvis du har svært ved at holde koncentrationen, kan du prøve skrivesprint. Du kan downloade apps der tæller ned for dig, eller du kan sætte et æggeur. 25 minutters intensiv skrivning og derefter 5 minutter hvor du må tjekke facebook, strække benene eller hente kaffe. Derefter forfra. Du kan selv justere intervallerne hvis du foretrækker kortere eller længere seancer. Hvis du gerne vil skrive sammen med andre, kan jeg anbefale facebookgruppen Forfattersprinterne. Man aftaler start- og sluttidspunkt, og kan dele med andre hvor mange ord man nåede. Det kan være både sjovt og motiverende at vide at man ikke sidder helt alene og skriver.
Skriv et svar