Som forfatter er det vigtigt med SoMe, har jeg ladet mig fortælle. Både Facebook og Instagram. Som minimum!
Uha. Tilbage i november da jeg startede mit forfatter-eventyr på fuld tid vidste jeg ikke ret meget om Instagram. Jeg havde en privat profil, der var aktiv en gang eller to om året.
Det duer ikke med inaktivitet til en seriøs forfatterprofil!
Jeg kastede mig ud i det, i første omgang som en skemalagt del af mit arbejde. Samlede inspiration, fandt spændende folk at følge, forsøgte at lægge noget ud med jævne mellemrum …
Stille og roligt blev det en hyggelig rutine. Jeg fandt ud af hvad jeg gerne vil følge med i, og hvad jeg selv har lyst til at dele med folk. Jeg prøvede mig frem, og det gik vist egentlig også ganske fint. Men jeg manglede noget viden til at få mere ud af det.
I starten af februar deltog jeg i et gratis kursus for forfattere om bogmesser. Det var Skriveværkstedet der stod for det, og de gjorde det bare super godt! De udbyder en del forskellige kurser man som forfatter kan købe sig fattig i, og jeg faldt over et dejligt billigt ‘fyraftens-kursus’ om Instagram.
Hvad vidste jeg om Instagram? Ikke ret meget, så jeg meldte mig til.
Hvad ved jeg om Instagram nu?
Slet ikke nok, men langt mere end jeg gjorde før!
Jeg lærte om overordnede og fokuserede hashtags. Om at det er bedre at have få, engangerede følgere end tusinder der ikke har nogen interesse i mit forfatterskab. Jeg lærte at se på statistikker for mine opslag og min målgruppe, og jeg lærte at det er helt okay at være personlig på sin professionelle side.
Det er næppe sidste gang jeg tager et kursus hos Skriveværkstedet. Jeg ville ønske at jeg kunne indrømme at de betaler mig for at reklamere for dem, men de ER altså bare gode, og jeg er bare en tilfreds kunde 😉
Og hvad får man så ud af at være synlig på de sociale medier?
Synlighed, såmænd. Og det virker åbenbart!
Jeg snakkede med en forfatterkollega til Instagram-kurset. Jeg havde aldrig mødt hende før. Hun spurgte ind til min bog, og da jeg nævnte titlen lyste hun op i et smil.
“Den har jeg hørt om!”
Og der er altså stadig et halvt år til den udkommer! 😀
Skriv et svar