NaNoWriMo. National Novel Writing Month. Måske kender du fænomenet, måske ikke. Måske har du selv siddet og hamret i tastaturet til det blev rødglødende.
Det går i al sin enkelthed ud på at skrive en bog på en måned.
Lidt mere uddybet: Det er en udfordring til at få skrevet 50.000 ord i november. Det er lige under 1.700 ord om dagen, hver dag. For nogle går det let (hvis man skal tro statusopdateringerne med ‘Jeg klarede lige 7.000 inden morgenmaden! *Indsæt alt for roligt smilende humørikon*’).
For andre … *ahem* … For andre er det noget af en kamp.
Jeg deltog selv (naiv som jeg er) et enkelt år. Fejlede stort. Eller, fejlede er et forkert ord. Uanset om man får skrevet 50 ord eller 50.000 så er det mere end dem der intet får skrevet. Men altså, jeg nåede aldrig den gyldne målstreg. Real life kom i vejen. Det gik ellers meget godt i starten, men når man som mig kæmper for at nå 1.667 ord på én dag, så har man altså hurtigt tabt for meget hvis man ikke får skrevet i bare en enkelt weekend.
Nogle oplever det som et nederlag at deltage i NaNoWriMo og ikke nå de 50.000 ord. Jeg havde heldigvis sat forventningerne lavt og var godt tilfreds med de kapitler jeg trods alt havde fået skrevet.
November blev til december og jeg lagde min historie i skuffen.
Det var hér jeg fejlede.
Hvad er ulempen ved NaNoWriMo?
NaNoWriMo er lidt ligesom nytårsforsæt. Der er en startdato. Der er motivation. NU skal det ske! Folk hepper på hinanden og vi er alle med fra start.
Man binder løbeskoene og springer afsted på sin 8-km-rute. Også selvom man dagen forinden kaldte de 500 meter ned til tanken for ‘dagens motion’.
Folk der ved lidt om at løbe vil nok skære ansigt i medlidenhed. Eller grine højt.
Det er lidt den samme effekt at gå fra ‘det længste jeg har skrevet er en fb-opdatering det sidste halve år’ til ‘50.000 ord på en måned’. Man lægger for hårdt ud. Presser forventlingerne for højt. Skuffer sig selv når det fejler.
Løbeturene holder måske et par dage. Måske en måned.
November bliver til december og NaNoWriMo er slut.
Bogen bliver lagt i skuffen sammen med løbeskoene, og så sker der ikke mere.
Hvad er det fede ved NaNoWriMo?
Det fede er at tage essensen af NaNoWriMo. Finde ud af hvad der fik dig til at starte. Hvad holdt motivationen oppe undervejs?
Jeg meldte mig som nævnt til NaNoWriMo. Lagde bogen væk efter november. Men ved du hvad jeg gjorde derefter?
Jeg tog den frem igen. Børstede det imaginære støv af. Kiggede på min kapiteloversigt og huskede alt det arbejde jeg allerede havde lagt i min historie. Kom i tanker om at jeg holdt for meget af den til at svigte den nu.
Derefter begyndte jeg på min egen udgave af NaNoWriMo. Jeg kunne jo godt lide at stræbe efter det daglige skrivemål. Jeg kunne godt lide at dedikere tid til at skrive hver dag. Jeg kunne godt lide at arbejde på min bog.
Jeg begyndte at skrive 500 ord om dagen.
Mandag til fredag. Hver uge. Hver måned. Indtil den pludselig en dag var skrevet færdig.
Jeg startede i januar. Midt i april skrev jeg slutningen.
Jeg nåede ikke at skrive en bog på en måned, men jeg gav heller ikke op. NaNoWriMo lærte mig hvad der motiverer mig, og det er jeg lykkelig for!
Melder jeg mig til NaNoWriMo igen engang?
Næppe.
Ville jeg anbefale andre at gøre det?
Helt sikkert! Bare husk at målet med NaNoWriMo ikke er de 50.000 ord. Det er processen med at slå bagdelen i sædet og få ord på papiret!
Skriv et svar